Danmark hædret med europæisk pris for trafiksikkerhed
Danmark har modtaget en europæisk trafiksikkerhedspris for mange års arbejde med at reducere antallet af trafikulykker. Prisen blev overrakt i Bruxelles af den europæiske trafiksikkerhedsorganisation ETSC. Danmark er blandt de sikreste lande i Europa at færdes i trafikken, og den indsats er nu blevet anerkendt med en europæisk trafiksikkerhedspris fra ETSC (European Transport Safety Council). Prisen blev tirsdag overrakt i Bruxelles og er en anerkendelse af det langsigtede samarbejde mellem myndigheder, politikere, politi, kommuner, organisationer og andre aktører, der gennem årtier har arbejdet for at forbedre sikkerheden på de danske veje. Ifølge de seneste ulykkestal er Danmark kun overgået af Sverige og Norge, når det gælder antallet af trafikdræbte per million indbyggere. Danmark registrerede 23 trafikdræbte per million indbyggere i 2025, mens EU-gennemsnittet lå på 43. By-, land- og transportminister Signe Munk glæder sig over anerkendelsen. ”Den er vi meget stolte af, og det understreger, at det vi gør på trafiksikkerhedsområdet har en positiv effekt.” Rådet for Sikker Trafiks administrerende direktør, Jakob Bøving Arendt, fremhæver, at prisen er resultatet af en fælles indsats på tværs af samfundet. ”Vi er nået langt, men der er stadig en stor opgave forude, hvis vi skal nå Færdselssikkerhedskommissionens mål om en halvering af trafikdræbte frem mod 2030.” EU arbejder mod et mål om at halvere antallet af dræbte i trafikken inden 2030, men ETSC vurderer, at udviklingen på europæisk plan fortsat går for langsomt. Faktaboks Deklaration:Kilde: Rådet for Sikker Trafik

