Historie

Ny forskning fra Aarhus Universitet viser, at Rom faktisk lå forholdsvis perifert i Romerrigets landbaserede transportnetværk. I stedet var Byzantium, det nuværende Istanbul, mere centralt placeret. Sidste år kortlagde et internationalt forskerhold ledet af forskere fra Aarhus Universitet næsten 300.000 kilometer romerske veje. Det var mere end 100.000 kilometer over det hidtil kendte vejnet. Kort: © Itiner-e Nu viser en ny undersøgelse, publiceret i Nature Communications, at Rom ikke havde den centrale placering i vejnettet, som man traditionelt forbinder med udtrykket, at alle veje fører til Rom. På kortet over Romerrigets landtransport lå Byzantium, det senere Konstantinopel og nuværende Istanbul, mere centralt. Provinshovedstæder fungerede samtidig som vigtige knudepunkter for regional transport og kommunikation. Forskerne har også undersøgt, hvor lige de romerske veje var. Resultaterne udfordrer forestillingen om, at romerske veje altid var snorlige. ”Romerske ingeniører foretrak ganske vist lige vejstrækninger, når terrænet gjorde det muligt, men generelt var de romerske veje mindre lige end nutidens hovedveje. Vejføringen måtte tilpasses det lokale landskab, men romerne var samtidig dygtige til at overvinde vanskeligt terræn. Ved hjælp af blandt andet terrænregulering, udhugning i klipper og støttemure kunne de anlægge veje selv i mindre fremkommelige områder,” fortæller Tom Brughmans, lektor i klassisk arkæologi på Aarhus Universitet. Undersøgelsen viser desuden, at romerske veje i høj grad var forbundet med bosættelser, mens landskabet ikke alene bestemte vejnettets udformning. Faktaboks Deklaration:Kilde: Aarhus Universitet

Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at en stor del af Europas stenalderbefolkning forsvandt og blev erstattet af nye grupper fra Sydeuropa. Et internationalt forskerhold ledet af Københavns Universitet har fundet nye spor af et markant befolkningsskifte i stenalderen. Undersøgelsen bygger på DNA-analyser af 132 skeletter fra en jættestue nær Bury i Frankrig, og resultaterne peger på et dramatisk kollaps i befolkningen for omkring 5.000 år siden. Analyserne viser, at gravstedet blev brugt i to perioder med en tydelig genetisk forskel. “Vi kan se et meget tydeligt genetisk brud mellem de to perioder. Den første gruppe er genetisk mangfoldig og ligner andre stenalderbønder i Nordfrankrig og Tyskland, mens den anden er langt mere ensartet og har klare rødder sydfra, enten Sydfrankrig eller Den Iberiske Halvø,” siger Frederik Valeur Seersholm fra Københavns Universitet. Forskerne fandt også spor af sygdomme som pest og borrelia, hvilket kan have bidraget til befolkningsfaldet. “Vi kan se, at pest var til stede i befolkningen, men fundene er ikke stærke nok til alene at forklare kollapset,” siger Martin Sikora og peger på, at flere faktorer kan have spillet ind. Knoglerne viser desuden høj dødelighed blandt unge i den tidlige periode. Ifølge Laure Salanova fra CNRS tyder det på en krisesituation. Studiet afslører også ændringer i sociale strukturer. Hvor hele familier tidligere blev begravet sammen, domineres senere begravelser af én slægtslinje. “Det tyder på, at den nye gruppe der overtog området, havde helt andre sociale strukturer,” siger Frederik Valeur Seersholm. Forskerne mener, at fundet giver ny forståelse af Europas befolkningshistorie og forklarer, hvorfor jættestuer pludselig forsvandt. Faktaboks: Deklaration:Kilde: Københavns Universitet – Pressemeddelelse – 20. april 2026