Nyt fund puster liv i omdiskuteret spørgsmål: Jorden og Mars blev dannet på forskellig vis
Et nyt studie fra Københavns Universitet peger på, at Jorden og Mars blev dannet gennem forskellige processer. Forskerne har undersøgt planeternes kemiske sammensætning for at rekonstruere deres tidlige historie.

For omkring 4,5 milliarder år siden blev Jorden og Mars dannet i den samme sky af gas og støv. Alligevel tyder et nyt studie på, at planeterne blev til på forskellige måder.
Forskerne fra Københavns Universitet har analyseret bestemte grundstoffer i planeternes skorpe og kappe. Især flygtige grundstoffer som natrium, zink og kalium kan fungere som kemiske spor fra planeternes dannelse.
”Det mest overraskende for os var, at Jorden og Mars tilsyneladende opstod på forskellige måder. Man kunne ellers have forventet, at to planeter, som blev dannet side om side i det samme solsystem, havde en mere ens dannelseshistorie,” siger professor Anders Johansen fra Globe Institute.
Forskerne vurderer, at mindst 75 procent af Jordens masse stammer fra to unge protoplaneter, der voksede ved at opsamle småsten, mens planetesimaler bidrog med op til 25 procent. For Mars er forholdet omtrent omvendt.
Studiet understøtter dermed en såkaldt hybridmodel, hvor både småstensindfangning og sammenstød mellem større klippestykker har spillet en rolle.
Forskerne understreger dog, at beregningerne bygger på modeller og antagelser om blandt andet de oprindelige byggesten i solsystemet.
Resultaterne kan ifølge forskerne også bidrage til forståelsen af jordlignende planeter andre steder i universet og deres muligheder for at indeholde vand og andre livsnødvendige stoffer.
Kilde: Københavns Universitet



